torsdag den 27. januar 2011

Tirsdag, onsdag, torsdag!

I tirsdags besluttede jeg mig for at kigge lidt rundt i downtown Ithaca efter at have afleveret børnene i skole. Jeg gik lidt rundt i The Commons, som er en slags gågade eller kvarter med butikker, caféer, restauranter, en biograf og et teater. Der er ret tomt på denne tid af året, men om sommeren skulle der vist være live-musik og noget marked dernede. Jeg købte en kop kaffe i Starbucks og kørte New Yorker-stilen og spankulerede rundt med en Grande kop kaffe i hånden i morgentimerne. Efter at have været i flere vintage butikker og i Urban Outfitters (igen), krydsede jeg vejen, fordi jeg så guitarer i et vindue i Dewitt Mall. Jeg snakkede med en mand, som arbejder i guitarforretningen i cirka en halv time! Selvom han var flink, så var deres udvalg ikke det bedste - tror jeg skal i Guitar Center i Syracuse for at finde den guitar, som jeg leder efter. Om aftenen tog jeg hen til Ithaca YMCA og meldte mig ind i fitness. Jeg prøvede Zumba sammen med de andre, men jeg gør det nok ikke igen. Det var lige en tand for ekstremt til min smag.

I går var en dejlig dag. Efter at have afleveret Fiona, tog jeg Rowan med på biblioteket, og vi fandt en masse sjove bøger, som vi kan læse inden deres nap. Han synes særligt om bøger med dinosaurer, så dem lånte vi en masse af! Senere i går sad Fiona, Rowan og jeg og klippe-klistrede, og så fandt vi på at lave masker. Masser af glimmer og farver! Det var rigtig sjovt, og vi aftalte, at vi alle skulle have dem på, når deres forældre kom hjem.

I dag har været en lidt underlig dag. Da jeg hentede børnene fra skole, var Fiona meget stille og så trist ud. Jeg prøvede at spørge ind til det og høre om hun var ked af noget, eller om hun havde ondt nogen steder. Det havde hun ikke, sagde hun, men hun begyndte at stortude, lige så snart vi kom ind ad døren til huset. Så faldt hun i søvn på trappen - jeg måtte ikke løfte hende i seng, skreg hun. Hun ville heller ikke have hverken frokost eller aftensmad. Det var en ret svær situation at komme i som ny barnepige... Det viste sig så senere, at hun havde feber, og hun ligger faktisk stadig syg. Så jeg skal være hjemme med begge børn i morgen. Det bliver lidt hårdt. Håber dog jeg har overskud til at tage i fitness i morgen aften! Og nå ja - jeg kan stå senere op i morgen tidlig. Kæmpe plus!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar