onsdag den 16. februar 2011

Sygt barn og ekstremt dårlig parkering

Okay, så jeg fik ikke lige skrevet igår. Jeg valgte at tage hen at træne med pigerne i stedet. De gik rundt og lavede deres, mens jeg lavede mit. For Wendy er bange for at lave for meget cardio og tabe sig. Totalt omvendt. Jeg tog selv 45 minutter på crosstrainer, 400 mave, 50 arme og 30 ben og var rimelig tilfreds bagefter. Min krop kan i hvert fald godt mærke det idag. Av. Men det var nu værre efter søndagens træning.
Mandag og tirsdag har gået med at passe en syg Rowan. Mellemørebetændelse, tror jeg nok, at jeg fik oversat det til. Åbenbart får børn flydende lyserød og orange medicin med sød frugtsmag, når de er syge. Og her i huset også, når de er det mindste syge, f.eks. har feber - helt anderledes end derhjemme, hvor man helst undgår at give børn medicin. Men jeg skal altså give Rowan det her lyserøde antibiotika hver dag i en periode endnu, og Fiona synes det smager så godt, at hun plager om også at få noget. Men nej, Fiona.

Jeg havde Rowan med på biblioteket idag, fordi han var rask nok. Han må bare ikke komme i skole, før han har været feberfri i 24 timer. Vi lånte nogle film, som han havde snakket om: Monsters Inc. og Rescue Heroes - og så 15 børnebøger oveni! Han elsker drager, så mindst halvdelen af bøgerne involverede på den ene eller den anden måde en drage. Jeg er snart dragespecialist. Findes det?.. Ellers er jeg den første.

P.S. Efter træningen i går, tog jeg med Wendy til College Town for at finde noget mad til hende. Vi måtte parkere ved et parkometer langs vejen. Jeg prøvede VIRKELIG at lave en flot parrallelparkering mellem to biler, men måtte indse, at det ikke gik så godt, da en chinese guy venligt bankede på vinduet og spurgte om, han skulle hjælpe mig. Han gav fine instrukser, og jeg fik endelig parkeret bilen. Ironisk nok spillede radioen, under den meget stressende situation, en meget rolig og laid-back jazz... Måske den prøvede at fortælle mig noget? Hmm. Kineseren stak Wendy og mig et Valentines chokolade-hjerte hver i hånden og sagde pænt farvel. Tal om at føle sig dum. Jeg vidste hverken om jeg skulle grine eller græde!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar