When life gives you lemons, make lemonade.

Så i dag kunne Sara næsten ikke gå, fordi hun har drønet rundt og rundt på sin nye cykel her i weekenden. Hun humpede og pev i morges, så jeg måtte skrue lidt op for serviceringen. Og hun var faktisk lidt sød og stille. Det sker ikke spor tit, at hun kan sidde så pænt på sin numse, så jeg nød det. Jeg bar hende til sofaen og gav hende et tæppe og en bunke bøger. Så sad vi alle tre og læste lidt, jeg med Sophie på skødet, indtil Sophie faldt i søvn, og jeg da også endte med at tage en lille lur. Det var en ret hyggelig formiddag, og det havde jeg virkelig også brug for. Jeg er stadig lidt ynkelig og syg, men det har endelig begrænset sig til en smule hosten og snøften! Lige så snart jeg er rask, skal jeg også have en virus-vaccine, som der snakkes meget om herovre i øjeblikket.
I weekenden var jeg til au pair-mødet i Washington DC, og det gik godt. Jeg mødte nogle franske piger fra NYC workshoppen igen, hvilket var lidt pudsigt. Busturen var dyr, men flot. Det var en anderledes måde at se Washington DC, og jeg havde egentlig ikke forventet, at det ville være så flot. Plus, nu kan jeg da sige, at jeg har været på guidet tour i DC (for det er dumt, at jeg ikke har været det før nu). Desværre holdte bussen ikke rigtigt stille. Typisk. Jeg fik taget mange slørede nattebilleder med de klassiske lysstriber på kryds og tværs. Men det var en god oplevelse, hvilket jeg nok mest skal takke Mette for. Hvis ikke hun var taget med, havde det været meget, meget anderledes, for nøj, hvor er nogle af au pair-pigerne altså nogle stille typer. Det kan jeg slet ikke med! Og Mette og jeg kan så heldigvis grine af hvad som helst efterhånden. Det er den bedste kur mod hjemve! Ironisk nok bygger humoren også lidt på tanker om vores lidt sørgelige eksistenser! But when life gives you lemons, you make lemonade.