lørdag den 3. september 2011

Der sker meget her.


Nå. Det gik ikke så godt med at få skrevet noget sidste weekend. Hele lørdagen gik med at forberede os på Hurricane Irene, og så røg strømmen og dermed internettet endda også lørdag aften. Vi fik sat generator til søndag morgen, men det var kun til lys, køleskabet osv., så ingen internet før tirsdag aften. Stormen var slet ikke slem. Vi skulle selvfølgelig blive indenfor, for det blæste og regnede helt vildt, men så længe vi var indenfor, var det sikkert. Mine værtsforældre var dog bange for, at de meget høje, gamle træer udenfor, ville falde ned over huset, så vi sov alle i kælderen. Mit værelse er jo allerede i kælderen, så det gjorde ikke meget forskel for mig. Alt i alt var det ufarligt. Kun nedrevne grene og blade i haven. Ingen andre skader eller oversvømmelser. Nå ja, og der var jo også jordskælvet. Jordskælvet som varede højest 15 sekunder, og som jeg ikke opdagede, hvad var før det var ovre. Jeg troede dumt nok først, at jeg selv var utrolig svimmel og skulle til at falde om. Intet videre særligt eller farligt.
Tirsdag var jeg for første gang på college! Og det var godt nok en kaotisk dag. Sophie var syg med pandehulebetændelse og feber den dag. Hun kastede op på mig. Sara var helt oppe at køre. Min værtsfar kom for sent hjem. Jeg blev nødt til at tage et bad inden timen pga. opkastet. Jeg vidste ikke, hvor mit lokale var, eller hvor jeg skulle parkere! SÅ - virkelig! Intet andet ord end k a o t i s k kan beskrive, hvordan jeg mødte op på Howard Community College til min allerførste tegnetime med lidt for meget sved på panden, rystende hænder (så klar til at tegne...), tom mave og en ret så irriterende gentagelse af "sorry - i'm so sorry.." ala nervøs refleks! Så sidder jeg her bagefter og håber på, at en eller anden fra klassen, vil gøre et eller andet dumt i løbet af semestret, så jeg ikke er den eneste, der virker lidt difus.. Åha.
Men til det gode: Californien var fantastisk!!! Turen startede ud med at mødes med Kristine og Wendy i LAX lufthavn i Los Angeles sent mandag aften, og det var skønt at se de andre piger igen! Vi tog en shuttle hen til vores hotel i udkanten af LA, og vi gik straks i seng. Næste dag havde vi ingen planer, så vi sov længe og prøvede at få tidsforskellen ud af kroppen. Derefter tog vi til Newport Beach, hvor der var lidt koldt, men rigtig flot. Der lå små strandboliger langs stranden sammen med en del barer og restauranter. Næste morgen skulle vi tidligt op og på tourbussen. Vi fandt så ud af, at der var mere end én tour, så det var lidt forvirrende. Især også fordi der var rigtig, rigtig mange kinesere, og alle guiderne råbte folk til sig på kinesisk. Jo tak. Men vi kom afsted, og første stop på touren var simpelthen Las Vegas! Det var så vildt! Vi blev læsset af ved hotellet ("Stratosphere"!), og efter en kort lur tog vi afsted ud på "The Strip" og tjekkede alle kasinoerne ud. Det var helt surealistisk og SÅ amerikansk. Lidt ligesom Times Square med alle lysene, men allermest som en forvokset legeplads, hvor der ikke var én ting, der manglede. Der var en miniature-model af New York City ("New York New York"), et minature-Paris ("Paris"), miniature Venedig ("Venetian"), minature Disney ("Excalibur"), et casino med et kæmpe sørøverskib udenfor ("Treausure Island"), en pyramide ("Luxor") og et kæmpe-cirkus ("Circus Circus"). Det mest fantastiske synes jeg nok var "Bellagio" med det enorme springvand i "søen" udenfor, hvori både minature Eiffeltårnet og minature Empire State Building kunne spejle sig i, og springvandet "dansede" til musikken, der blev spillet (forskellige sange fra gang til gang, men jeg genkendte en sang af Celine Dion). Mirage var nu heller ikke værst med de gyldne ruder i hele bygningen. Guld-vinduer?!
Næste dag stod den på Grand Canyon, og jeg må indrømme, at jeg blev lidt skuffet. Ikke over Grand Canyon! Det er fantastisk!! Men over det sted vi blev sat af. Det var så turistopsat, og der rendte asiatiske turister rundt alle vegne. Knapt så nemt at nyde naturen... Men, men... Vi fik taget nogle gode billeder, og endda et lidt risikabelt ét. Om aftenen drak vi en flaske vin på værelset og gik derefter op til hotellets lounge og fik set Las Vegas fra dets højeste punkt, og vi sad så dér og fik en drink. Bagefter farede vi lidt vild i forsøget på at finde hotellets "chapel", og efter at være endt i personaleafdelingen, blev vi da ledt venligt på vej af en vagt, der var en sød gammel mand og mest af alt bare morede sig over os. Der var ingen mennesker oppe i kapellet, så vi fik fint giftet hinanden og hilst på overvågningskameraerne. Vi håbede sådan på, at de bare sad og fik sig et godt grin. Da vi havde lavet flere bryllupsceremonier, bevægede vi os ned til casinoet. Wendy prøvede at spille en smule, mens vi kiggede på. De skulle se vores ID, men de orkede vist ikke at gøre noget ved det, så længe Kristine og jeg bare kiggede. Vi fik da også lige en fin, rød og okay stærk drink ved casinoets bar. Om morgenen stod vi op til en tur tilbage til LA med stop ved en chokoladefabrik og en kaktus-have. Det var helt i orden, at dagens punkter var halv-kedelige (!).
Men derefter blev det mere spændende! Vi tog omkring Solvang - den danske "by" i Californien, og det var rigtig spændende. Selv husene så danske ud ala bindingsværkshuse, kalkede små gårdhuse og møller. Jeg kunne mærke i maven, hvor meget jeg egentlig savner Danmark og alt, der har med Danmark at gøre. Så jeg sørgede for at suge så meget "danskhed" til mig som muligt, og der blev også købt ind: Lakridser, flødeboller og et stykke kringle! Mhmm! Generelt var priserne på madvarer meget høje, fordi det hele jo skal importeres. Men bagerne boede i Solvang og bagede på danske manerer! Mange af dem var også danske. Vi snakkede med et par danskere, og en dame i en chokoladebutik fortalte, at hun, pga. byens jubilæum, lige havde spist middag alene med kronprinsen, og hun var meget stolt. Vi tog derfra op til Hearst Castle, som er en rig mands slot, hvor han har samlet alverdens antikviteter. Okay oplevelse, men jeg har set smukkere steder! Det var mest bare blær, synes jeg.
Næste stop var San Francisco! Vi overnattede på hotel Mariott. Jeg var syg - snotforkølet og med feber... Så jeg lagde mig i sengen, mens Wendy og Kristine gik nedenunder og nød, at vi boede på et hotel med jacuzzi! Jeg fik sovet godt, og næste dag gik det heldigvis okay. Vi blev sat af på Pier 39, hvor vi spiste morgenmad og gik os en tur - så udsigten til Alcatraz og søløverne. Derefter kørte vi over Golden Gate Bridge og tog en masse billeder på den modsatte side. Det var rigtig flot. Solen skinnede og ingen tåge!
Inden vi skulle tilbage til LA, skulle vi omkring den flotte Yosemite National Park. Wow, hvor var det stort og fantastisk!! Igen blev vi desværre bare sat af ved det mest turistbefærdede, og vi havde ikke tid til at gå længere ind. I LA blev vi sat af ved lufthavnen, og så var vores tour slut. Vi fandt vores lejebil og kørte så til et hostel i nærheden af lufthavnen. Ikke videre fantastisk, men det var billigt og okay. Næste dag kørte vi til Hollywood-skiltet og gik hele vejen op bagved. 3,8 km derop. Det var ret underligt at være så tæt på. Ikke pænt, da der var hegn og temmelig god sikkerhed mellem os og skiltet, men det var fedt! Bagefter kørte vi til LA downtown og gik hele vejen langs Walk Of Fame. Fantastisk! Og sikke meget vi gik den dag. Jeg fik en pæn rød farve på både skuldre og næste. Dagen derefter: San Diego og slappede af på stranden der. Skønt ikke at skulle sidde i en bus med kinesisk kastet henover hovedet! Og SLUT med kina-buffeter! Fortsættes...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar